Menu

2018

Jeg håber, I er kommet festligt og sikkert ind i det nye år. Vi er selv dejset omkuld i sofaen efter at have fejret tomands-nytår i Hamborg. Det var sjovt, men nu er kroppen i dvaletilstand, og jeg rejser mig kun efter en burger senere. Intet nytår uden et kig tilbage over skulderen. 2018 var det vildeste år nogensinde. Vi solgte lejligheden og købte vores drømmehus. Vi har slidt og slæbt, bandet og svovlet og lært af vores erfaringer. Håndværkere bliver vi aldrig, og det kommer til at tage sin tid at komme helt i mål. Men for hver dag der går, bliver det mere og mere vores hjem. I sommers tog jeg afsked med min gamle, firbenede ven, Anton. Efter 13 års følgeskab kunne de små ben ikke længere bære ham. Han er savnet hver eneste dag, men det bliver lettere med tiden. Livet uden hund giver tilgengæld et lettere rejseliv, og det har vi nydt godt af med ture til Antwerpen, Berlin, Budapest, Gøteborg og Hamborg. Jeg er klar til at lægge arm med 2019, og jeg håber, at det nye år bliver mindst ligeså begivenhedsrigt som det forgangne. Imens vil jeg forsøge at holde liv i bloggen, så den forhåbentligt når at runde hele 10 år i 2020. Et blog-årti, det må man da kunne skrive på CV’et. Godt nytår allesammen.

Continue Reading

Bare tak…

Tusind tak for jeres omsorg og rare ord i forbindelse med mit seneste indlæg. Tiden læger alle sår. Det er sandt, hvad man siger, men av hvor jeg mangler ham. Nu skuer vi fremad. Støver kalenderen af, sætter krydser og drømmer om alle de steder, vi gerne vil hen, nu hvor vi bare kan suse afsted.

Continue Reading

Farvel, min gamle ven

13 gode år fik vi sammen, Anton og jeg. Han var en livsnyder og en hyggespreder lige til det sidste, men helbredet kunne ikke følge med. Kroppen værkede og synet svandt. Overvejelserne var mange og tunge, allerede før vi flyttede fra lejligheden. Set i bagklogskabens lys kom han kun med ud i huset for min skyld, Jeg var ikke klar til at give slip på ham. Helt egoistisk holdt jeg fast. Men i mandags var tiden inde. Der var ikke flere kilometer i benene. Savnet var akut, og stilheden og tomrummet herhjemme er ulideligt. Det bliver bedre dag for dag, det ved jeg. Hvor ondt det end gør nu, ville jeg ikke have været et øjeblik foruden. Sov sødt, min gamle firbenede ven.

Continue Reading
1 2 3 12