På den lyse side er det fredag. Og weekend. Ovenpå en endeløs arbejdsuge med møder, samråd og kursus. Jeg er helt klar til at krybe ned i sofaen. Med alle julemagasinerne og Maren Uthaugs nyeste tankestreger, som jeg har fået foræret. Marens enkle, genkendelige streg er sjov, vedkommende og tankevækkende. Jeg glæder mig til at bladre.
Kærlighed til kokasser
Jeg har købt en kokasse. Og det er ikke engang løgn. Helle Grejs “kokasse” vase er blevet min nye tandbørsteholder. Den bringer et smil frem på selv en våd og grå efterårsmorgen.
Weekendlykke
En weekend helt uden planer fik alligevel ben at gå på. Spontant veninde visit lørdag aften. Med slumretæppe og sjov sladder. Frisk søndagstur i anlægget med Ida, vognpark og vovser. Og napoleonshatte. Jeg er (næsten) klar til en maraton mandag.