En dejlig weekend er fløjet afsted. Lørdag morgen var vi ude af døren, før fanden fik sko på, og vi kunne langsomt iagttage byen vågne, mens vi gik ombord i Penny Lane’s morgenbrød. Til aften var der dømt håndbold og “hottere”. Det er virkelig ikke en billedskøn kombi, men det er dælme hyggeligt. Og før man fik set sig om, er en ny uge begyndt. Kold som bare pokker, eller er det bare mig? Winter is coming…
Sommerfugle i maven
De første spæde flyttekasser larmer i baggrunden. Og så en buket “Hej-vi-har-købt-jeres-hus-blomster”. De gav anledning til et hyggeligt møde med de nuværende ejere og et glædeligt gensyn med v.o.r.e.s. hus. Sommerfuglene basker løs.
Weekendlykke
Med hverdagen kommer også weekendfølelsen, og den ville jeg ikke være foruden. Heller ikke selvom de næste mange uger bliver i arbejdstøjet. Vi er i fuld færd med at pakke hjemmet ned i flyttekasser, og det føles rigtig godt.