Med fare for at sætte det hele over styr og hidkalde Kong Vinter, så føles det som om, foråret er på vej. Jeg var grov og plukkede de første erantis jeg så, til fredagsbordet der ventede på gæsterne. Med sig havde de et bundt forår, der nu står på spring i min vindueskarm. Jeg synes, jeg trænger til lys og farver.
Gammeldags fastelavnsboller
Jeg har taget forskud på sæsonen og bagt fastelavnsboller. De gode gammeldags med creme. Næste portion bliver med marcipan. Opskrift: (16 stk. pr. portion) Dej 1 dl mælk 50 g gær 125 g blødt smør 1 æg 4 spsk sukker 375 g hvedemel (ca. 6¼ dl) Creme 1 æg (ca. ½ dl) 2 spsk sukker 2 dl mælk 1½ spsk hvedemel ½ vaniljestang – kornene herfra Dej Lun mælken i en gryde, til den er lillefingervarm. Hæld den i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser (gem lidt mel). Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med f.eks et låg og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time. Creme Pisk alle ingredienserne sammen i en lille, tykbundet gryde. Bring blandingen i kog under piskning og ved kraftig varme. Kog cremen ved jævn varme, under stadig piskning, i ca. 5 min. Tag den af varmen og kom cremen i en skål. Lad cremen køle af – rør af og til. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Rul dejen ud til en firkantet plade (ca. 40 x 40 cm). Skær dejen igennem 3 gange på hver led, så der bliver 16 firkanter (ca. 10 x 10 cm). Læg ca. 1 spsk creme på hver firkant. Saml dejen om fyldet til små “pakker”. Klem sammenføjningerne godt sammen så cremen ikke kan løbe ud. Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 45 min. Bag bollerne midt i ovnen og lad dem køle af. Bagetid Ca. 10 min. ved 225°
Weekendlykke
Jeg fik taget weekendrevanche. Magisk fredagskoncert med Turboweekend, lørdagsflyder og i dag Uno-bank af niecen til familiefødselsdag. Mandag kommer lidt for tidligt, hvis du spørger mig.