Den Spanske Stol af Børge Mogensen er mit ultimativt bedste genbrugs-saml-selv-fund og en ubetinget favorit. Den har desværre altid haft en plet på sædet. Patina skriger de kloge. Løsningen blev et fåreskind fra Living by Heart. En lille virksomhed der sikrer beskæftigelse til ildsjæle, frivillige og ansatte på særlige vilkår. Konceptet er at fremstille boliginteriør ud af forskellige genbrugsmaterialer. Fåreskindet er f.eks. lavet af skindrester fra de berømte rokkefår af Povl Kjer. Jeg har købt skindet hos butik En og en hel del i Randers. Et sted jeg ofte savner at kunne svinge forbi. Til mit held har de netop åbnet en lækker webshop.
Blød i knæene
Blød som smør og klassisk i tern. Den smelter næsten mellem fingrene. Plaiden fra Elvang i babyblød alpaca uld. I torsdags gav jeg efter og nuppede den med hjem fra Balsalen. Jeg har ikke fortrudt.
Balsalen goes green
Det er næppe gået nogens næse forbi, hvor meget planter efterhånden har sneget sig ind i indretningen. Trine fra Balsalen har taget efterspørgslen på de grønne tendenser til sig og har valgt at føje planter til sit sortiment. Torsdag aften slog hun dørene op til en grøn inspirationsaften i Balsalens Rum, hvor vi blev forkælet ud over det sædvanlige med bl.a. drinks fra Cocktailkonsortiet og nordisk tapas fra Langhoff & Juul. Efter maden smøgede vi ærmerne op og blev udfordret i en stylingkonkurrence under temaet #balsalengoesgreen. Aftenen blev rundet af med jord under neglene, da vi skulle forme vores egen kokedama – en hængende plante. Et japansk inspireret alternativ til potteplanten. Tak for en inspirerende, lærerig og ikke mindst sjov aften til Trine, Monica, Ida, Heidi, Kaare, Stine og Lars.