Den Spanske Stol af Børge Mogensen er mit ultimativt bedste genbrugs-saml-selv-fund og en ubetinget favorit. Den har desværre altid haft en plet på sædet. Patina skriger de kloge. Løsningen blev et fåreskind fra Living by Heart. En lille virksomhed der sikrer beskæftigelse til ildsjæle, frivillige og ansatte på særlige vilkår. Konceptet er at fremstille boliginteriør ud af forskellige genbrugsmaterialer. Fåreskindet er f.eks. lavet af skindrester fra de berømte rokkefår af Povl Kjer. Jeg har købt skindet hos butik En og en hel del i Randers. Et sted jeg ofte savner at kunne svinge forbi. Til mit held har de netop åbnet en lækker webshop.
Til glæde og gavn
Jeg elsker, når mine loppeture kan glæde andre. Mors dags platten er en gave til en venindes kollega, og Kähler Mano skjulerne var til min mor. Ikke til mors dag. Bare fordi hun fortjener det.
BUBI af Henning Koppel
Weekendens bedste loppefund var helt klart de to BUBI pendler af Henning Koppel. Jeg har længe søgt en erstatning til en IKEA lampe i køkkenet. Egentlig havde jeg kun brug for én, men prisen var så rimelig, at jeg købte sættet. Det er da en værdig afløser.