På vej hjem fra loppemarked i Hobro, hvor jeg egentlig syntes, at jeg var sluppet afsted med nogle gode fund, besluttede jeg mig for at køre en anden og noget smukkere vej hjem end den direkte. Det blev dog til en lidt længere detour end forventet, for jeg overså et skilt og kørte for langt. Men er man allerede kørt galt i byen, kan man jo ligeså godt se sig lidt omkring… og heldigvis for det. Jeg endte i Klejtrup (årets landsby i 2004 hvis nogen var i tvivl) hvor jeg spottede en genbrugsbutik. Det viste sig at være en super hyggelig biks med masser af retro lækkerier til alt for rimelige priser og sød betjening. Dagens udbytte lød på: Rosti grej, festlige stofrester og en rund sommerdug. Alt sammen til den nette sum af 30 kr.Det er bestemt ikke sidste gang, jeg farer vild! 😉
Selvforkælelse…
Jeg har i den grad forkælet mig selv! Jeg har længe jagtet denne smukke Rützou kjole og ville egentlig have haft den på til det bryllup, vi var til i weekenden. Men jeg ville altså ikke slippe de 2300,- de vil have for den i butikkerne. I går på Trendsales hørte en venlig sjæl mine bønner og tilbød at sælge sin kjole billigt. Haps!Nu kan sommerfesterne bare komme an, for jeg bliver ikke til at slå ud af kurs i denne labre gulvlange sag
Mummi mums
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Mummitroldene, og de har netop haft lidt af den slags i Netto. En flad tyver måtte jeg slippe for denne søde sag, som skal være en del af en lille goodie-bag til min kommende niece. Jeg kan jo ikke lade være. Og det behøver jeg vel egentlig heller ikke 😉