Hverdagen ruller, og sommerferien glider længere og længere i baggrunden. Glemt er den bestemt ikke. Vi lever stadig højt på alle de gode minder. Jeg er ikke flittig bag hverken kamera eller computer for tiden. Energien skal bruges andre steder lige nu. To hjem er i skrivende stund ved at blive til ét, og han er flyttet ind her hos mig. Ham der flytter mit fokus og gør mig så uendeligt glad.
Weekendlykke
Gode gensyn fra kamerarullen. Fra en dejlig weekend uden planer. Bortset fra fredagspizza med gode venner. Planløse weekender får oftest ben at gå på alligevel. Denne var ingen undtagelse. Frokost i det fri, Asian Food Festival, Regattaliv på havnen, grillhygge, lørdagsøl og hyldeblomstbryg, som jeg snart må vise jer resultatet af. Jeg kan godt lide weekender uden planer.
Feriefølelsen
En dejlig solskinsweekend er fløjet forbi. Med masser af levende musik, kunsthåndværk og loppelækkerier. Det er næsten som at have taget forskud på sommeren. Og jeg forstår efterhånden godt de baskende sommerferie-sommerfugle i maverne på min 1. klasse.