Sidste dag af min juleferie tilbragte jeg i venteværelset hos en hudlæge. Min egen læge havde, i forbindelse med et helt andet ærinde, opdaget et modermærke ved min ankel. Et mærke der længe havde været på min nu-skal-jeg-også-have-det-tjekket-liste. Jeg fik det bare aldrig gjort. I første omgang var det ren rutine og for at være på den sikre side. Jeg troppede op 14 dage senere i troen om, at jeg bare skulle have fjernet sting. Jeg spurgte nysgerrigt sygeplejersken, om der mon var kommet svar på det indsendte. Hun tastede løs på computeren men blev så stille. Hun skulle lige konsultere med en læge. Og så sad jeg ellers der. Alene tilbage på briksen. Jeg kom med en bekymring om, bare arret nu heler pænt, og sad pludselig med en bange anelse langt større end jeg havde forestillet mig. Jeg blev sendt hjem med beskeden om, at der var celler i og omkring modermærket, der ikke opførte sig, som de skulle, og at jeg skulle have fjernet et større område indtil alt igen var normalt. Av min arm. Jeg snøftede hele vejen hjem og bebrejdede mig selv. For de gange jeg har glemt solcreme, de få solarie-besøg i mine yngre dage og fordi jeg aldrig kom afsted og fik det tjekket. Jeg fik en ny tid og krydsede alt hvad jeg kunne. Jeg kunne slet ikke overskue konsekvensen af et eventuelt længere forløb midt i huskøb og flytning. I torsdags kom resultatet endelig. Alt er nu fjernet, og der skal ikke ske yderligere. Jeg fældede en tåre, denne gang af lettelse, og lovede mig selv at være mere opmærksom på min hud fremover. Jeg vil også gerne give skubbet videre til andre, der heller ikke kommer ud af røret, og får kroppen tjekket. Ingen løftede pegefingre; kun en kærlig opfordring. Vi skal passe på os selv og hinanden.