Menu

Amsterdam dag 2

Vi lagde en sund og solid morgenmadsbund hos Scandinavian Embassy. Imens den søde og i øvrigt danske pige bag disken tippede os om cykeludlejning i Amsterdam.   På lejede jernheste flød vi igennem byen og ned til havnen. Med kurs mod en gratis færge der skulle fragte os over til NDSM Werft og IJ Halle, der huser Europas største loppemarked.   Først stoppede vi hos Cafe Noorderlicht for let frokost og væske i den bagende varme. Stedet summer af god stemning og hæng-ud, og så serverer de små, lækre retter til ingen penge.   Vi købte alt det, vi kunne balancere på cyklerne. Bedst af alt var et lille, kulørt hyldesystem af hollandske Tomado, som jeg fik pruttet ned i en god pris. Det kan godt betale sig at komme på andendagen og få favorable priser.   Loppemarkedet var det største, jeg nogensinde har besøgt, og jeg har set en del. Om det var varmen, de tunge arme eller bagagebærerens begrænsninger der gjorde, at vi kun så godt halvdelen af markedet vides ikke, men vi opgav frivilligt og fortrak til nabostedet Pllek med egen strandbred og svalende læskedrikke.   Til aften lagde vi vejen forbi Sotto Pizza i De Pijp. De skuffede på ingen måde. Maden var fantastisk og betjeningen mindst ligeså elegant og behagelig.   Vi ville gerne have siddet længere på Sottos fortov, men vi havde hjemmefra købt billetter til svenske Blues Pills, der skulle spille samme aften på det populære spillested Melkweg. Vi nåede desværre frem til beskeden om, at bandet var fanget i trafikken, og at koncerten var udsat i to timer. Mine turisttrætte øjenlåg blev tungere og tungere, imens billetdamen undskyldte og forklarede, men vi reddede situationen med en cykeltur og en stor is tilbage i De Pijp.   Både Melkweg og Blues Pills var ventetiden værd. De gav den ekstraordinært gas som plaster på såret. Jeg cyklede hjem med halvt lukkede øjne. Træt og glad.

Continue Reading

Amsterdam dag 1

Besøget i Amsterdam var mit første men absolut ikke sidste. Byen bragede ind på en delt førsteplads i mit ellers Berliner-bankende hjerte. Byen tog sig bestemt heller ikke ringere ud i bagende sommerkulør. Vi tjekkede ind i hjertet af De Pijp først på eftermiddagen og nåede lige at puste ud i gårdhaven, inden vi drønede videre ud i byen.   Der stod nemlig Wild West Brew Fest på aftenens program. Lokale mikrobryggerier, food trucks, DJ’s, wrestling og sommerglade hollændere i skøn forening. Det var et af feriens absolutte højdepunkter og en fantastisk måde at kickstarte turen på.   Vi kunne ikke beslutte os og prøvede lidt af hvert fra de forskellige food trucks, men tænderne løb mest i vand over en big, fat, juicy burger fra The Beef Chief. Den var smelt-på-tungen-god.   Festivalen var for folk i alle aldre, og det var befriende at se, hvordan hollændere får familieliv og fornøjelse til at gå hånd i hånd. Da solen gik ned, og den sommerkølige luft tog over, hoppede vi på sporvognen hjem til De Pijp.

Continue Reading