Onsdag var lige et hak bedre end de andre feriedage. Det var nemlig min fødselsdag, og jeg blev forkælet til op over begge ører. K og hele familien tog fusen på mig, da de overraskede mig med et spritnyt kamera. Et lille, fikst Olympus Pen, som jeg kan tage med mig overalt uden at slæbe mig en pukkel til. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre gave. Men nu er det forfra i kamera-skolen, og I må bære over med mig, indtil jeg får overtaget. Resten af dagen blev fejret med jordbærtærte, øl på The Wharf og fransk forkælelse på Bistro 59; en af vores små yndlings lommer i Aalborg. Vi måtte vralte derfra ovenpå den lækreste 3-retters menu, hvor chokoladefondanten satte det perfekte punktum.
Påskeferie
Jeg hoppede ind i påskeferien med en ny frisure. De lange lokker røg, og jeg kan nu gå foråret og sommeren i møde med skuldrene fri. Det trængte jeg til.
Vinterferie vol. 2
Jeg ignorerer kraftigt en øm hals og tilhørende søløve-hoste og fylder ferien med det, jeg kan holde til. Twin Peaks på skærmen – spændende men også virkelig sært, eller er det bare mig? Først på ugen kom en kær veninde med hjemmelavet Othello lagkage, en af mine absolutte favoritter. Vi skulle have vinterbadet ved havnefronten, men med mit skrantende helbred blev det bare til kaffe, kage og knevren. Det var mere end ok. Følg hendes kagekunst lige her. Familietid og fresia har fyldt min stue, og vi har fået malet svigerfamiliens nye hus og gjort klar til det store flytte-ryk-ind i weekenden. 1-2-3-bliv-rask blev der sagt. Jeg havde forestillet mig en mere rask og rørig udgave af min ferie, men når det ikke kan være anderledes, må man få det bedste ud af det hele.