Forleden tog vi en smuttur til Århus for at spise god frokost, drikke kaffe, holde i hånd og se Århus lidt fra oven. Vi lagde ud på AROS, hvor især den enorme Valkyrie tog pusten fra os. Det farvestrålende tekstilmonster breder og snor sig ud over hele museet og er svær at få øjnene fra igen. Selvom Århus var pakket ind i tæt tåge den lørdag, var regnbuen som altid en stor oplevelse, Vi gik mange runder, før de knurrende maver fik overtaget. Frokosten delte vi hos Street Food, der heller ikke denne gang skuffede. Det er altså noget ganske særligt at sidde bænket helt tæt og tale med vildt fremmede mennesker om, hvad de har på deres tallerkner. Sidste proviantering inden hjemturen var hos Kjærs Kaffebar, der ligger lige overfor Street Food. Småt men smadder hyggeligt. Der kommer vi gerne igen.
Tommel op
Glimt fra weekendens kamerarulle. Lørdagsliv i Århus’ latinerkvarter med moules frites hos OliNico, kaffe hos Street Coffee og afhentning af mit “blaffertryk” samme sted. Gadekunstneren Ulrik Myrtue står bag 20 silketryk, der skulle hjælpe ham på vej på en tomletur til Berlin. Jeg er vild med konceptet. Dagen blev rundet af i den hyggeligste kolonihave i Viby. Med snobrød, hyldeblomstvin og bålsnak.
Natacha Withøft
Hvis du følger med på Instagram så har du måske allerede set det. En lille tegning af Natacha Withøft er flyttet ind i køkkenet. Den pynter noget så fint lige der.