Hyldeblomster her, der og alle vegne gav mig lyst til at prøve kræfter med hjemmelavet saft i weekenden. Det var super let og smager himmelsk af sommer og sol. Der blev heldigvis nok til både køleskab og fryser. Opskrift på hyldeblomstsaft ca 30-40 hyldeblomstskærme 3 økologiske citroner 3 spsk. citronsyre 700 g. sukker (evt. rørsukker) 1 1/2 l vand Sådan gør du: 1. Skyl og rens skærmene og put dem i en stor gryde eller skål med låg. 2. Skyl citronerne og skær dem i skiver. Læg citronerne i gryden. 3. Bland citronsyren med sukkeret og opløs blandingen i kogende vand. Hæld sukkerlagen over skærmene, læg låg på gryden, og lad saften trække i køleskabet i 3-5 dage. 4. Si saften igennem et rent klæde og hæld den på rengjorte flasker. Tip: Hæld evt. hyldeblomstsaften i isterningeposer og frys den, så kan du lynhurtigt lave et glas koldt saftevand på de varme sommerdage.
Turen går til… Amsterdam
Sommerdestinationen er på plads, og ventetiden er lang. Sidst på sommeren sætter vi kurs mod Amsterdam. Det er mit første besøg i byen, og jeg glæder mig helt vildt. Især til at vågne op i De Pijp kvarteret, hvor vi skal bo. Efter Amsterdam tager vi en lille afstikker til Belgien, hvor gode venner venter os i Antwerpen. Jeg håber, I vil dele jeres allerbedste Amsterdam-anbefalinger med mig i kommentarfeltet. Indspark til Antwerpen, og Belgien i det hele taget, modtages også med kyshånd. Tak.
Hamborg: Shop og stop
Schanzenviertel & Karolinenviertel Vi boede i det hippe, hyggelige Schanzenviertel, der grænser op til det mindst ligeså farverige Karolinenviertel. Her er graffitikunst på husmurene, grønne oaser, kulørte lamper og liv i gaderne. Less Political Stedet nåede næsten at blive et dagligt formiddagsritual inden afgang mod legepladsen. Kaffenørderi i rå rammer. Codos Jeg sprang iskaffen over den dag, men mine medrejsende var begejstrede. Et seværdigt sted med en topplacering lige overfor legepladsen. Spielplatz og byoaser Storbyferie rimer på indlagte pauser. Hamborg er leveringsdygtig i utallige legepladser og parkområder for både børn og barnlige sjæle. Man glemmer helt for en stund, at storbyens puls banker udenfor de grønne vægge. Fotoautomat For sølle 2-3€ får du en sjov strimmel ferieminder med hjem. Jeg kan anbefale, at man øver sine poseringer inden. Retro og flohmarkt Karolinenviertel lokker især med finurlige vintagebutikker. Start på Marktstrasse og gå på jagt i de omkringliggende gader. Hver lørdag afholdes Flohschanze, det lokale loppemarked. Det har jeg stadig tilgode. Kauf dich glücklich Tysk konceptbutik med eget brand, dansk mode og interiør. Deres sortiment af bøger og magasiner er altid værd at tjekke ud. De har også et Outlet på Bartelsstrasse 55, inde i baggården. Minimarkt En indbydende interiørbutik med skandinavisk design og små, sjove ting du pludselig ikke kan leve uden. Central Park Et grønt fristed der fortjener sin helt egen anbefaling. Det var slet ikke på to-see-listen. Tilfældigt kiggede vi ind bag det kulørte plankeværk. Det vi troede var en blanding af kolonihave og trailerpark, viste sig at være en grøn oase midt i byen. Med containerbar, sand og hæng-ud-atmosfære. Det perfekte sted at nyde den sidste og obligatoriske Fritz-kola inden hjemrejse.