Nedtællingen er begyndt. Snart skal jeg besøge New York for allerførste gang. Bøger, blogs og billeder bliver nærstuderet, men jeg kan sagtens bruge jeres tips og tricks til byen. Oplevelser og anbefalinger vil blive modtaget med kyshånd. Jeg kvitterer selvfølgelig med mine yndlings glimt fra byen.
Gemmesteder på Nørrebro
Efter en god nats søvn vågnede vi op til et gennemblødt København. Vi søgte ly for regnen hos det lille bageri Mirabelle på Nørrebro. Her fik vi en god, solid start på dagen i smukke og rolige omgivelser. Da regnen stilnede af, snoede vi os igennem vandpytterne. Rundt og rundt imellem yndlings gaderne på Nørrebro. Ved et tilfælde kom vi forbi Kuma på Jagtvej. Japansk gademad der passer perfekt til den lille sult. Vi fik okonomiyaki, en slags japansk omelet, kyllingevinger og kimchi. Og sodavand der smagte af barndommens astronaut-is. Det var super lækkert, mega billigt og helt nede på jorden. Deres AOK-nominering kan de godt være stolte af. Vi nåede lige at slikke solskin og chokoladeis hos Kødbyens Is, inden vi rullede afsted med toget mod endedestinationen; barnedåb.
Brus og Bæst
Fra Hanstholm til Nørrebro. Det ene kan være ligeså godt som det andet efter min mening. En barnedåb på Sjælland fristede os over evne og fredag efter fyraften hoppede vi på en flyver for at stjæle os lidt Københavner-tid. Vi lagde ud på Brus, hvor vi fik sodavand, øl og gode grin med de lokale. Stedet er nomineret til AOK-prisen i år. Det er ikke gået folks næser forbi, og man sidder tæt, men det gør det ikke mindre hyggeligt. Imens vi fandt fredagsstemningen på Brus, var vi på en alenlang venteliste til et bord hos Bæst på den anden side af gaden. Et af Københavns bedste pizzarier, der høster priser og anerkendelse fra alle sider. Jeg har aldrig formået at være ude i så god tid, at jeg kunne reservere et bord. Men en ihærdig indsats og mange besøg ved skranken gav pote, og pludselig var der plads. Vi delte en margherita og en parmaskinke, og de var gane-gode. Niveauet og ambitionerne er ikke til at tage fejl af, men en anden gang orker jeg ikke at skulle kæmpe mig til en plads. Vi svang forbi Kølsters Tolv Haner efter en godnatbajer, inden vi zigzaggede hjem mod hotellet.