Da hele verden lukkede ned i Corona-krise, var vi allerede i baby-lockdown herhjemme. Og imellem os har det faktisk været en gave med en hjemsendt kæreste og et ekstra sæt hænder.
“I fik ikke ligefrem en begynder-baby” sagde sundhedsplejersken, efter amningen var kuldsejlet, og aftnerne bød på kolik-koma. Vi har tacklet vores helt egen krise, imens verden kom på fode. Vi er på vej ud af undtagelsestilstanden, ligesom verden langsomt åbner op igen.
Vores nye arbejdsgiver hedder Alma. Hun kom til verden den 22. januar, og hun er den sødeste, blødeste baby, man kunne ønske sig. Det er ikke løgn, hvad de siger, man elsker dem betingelsesløst. Hun kvitterer med smil og grin og holder os på stikkerne. Jeg arbejder gerne over for hende. Hver dag.