2. påskedag nåede vi lige akkurat at se Alvar Aalto udstillingen “Second Nature” på Kunsten, inden den lukkede ned for besøgende. Alvar Aalto har haft en enorm betydning for arkitektur og design, og han rammer noget i mit designdunkende hjerte. Det organiske, enkle og tidsløse. Jeg anede faktisk ikke, at han har så mange arkitektoniske perler på CV’et. Det var en stor oplevelse at se fotografier, modeller og gamle skitser. Kunsten er tegnet af netop Aalto, og bygningen i sig selv er en oplevelse at besøge. Når man først får øje for hans leg med lysindfald og små detaljer, kan man ikke lade være med at kigge både oppe, nede og rundt om hjørnerne. Vi endte med at købe årskort til museet og glæder os til at komme igen. Vi er blevet lovet foodtrucks og udendørs koncerter til sommer.
Nam – social dining
Sidste weekend havde vi spontant booket bord hos Nam på Vesterbro. Det var en forsinket fødselsdagsfejring for K. Bare os to. Nam slog dørene op i september sidste år men har allerede høstet mange rosende ord, så det har længe stået øverst på vores must-try-liste. Stedet er en lille lomme af god mad og ro midt i Aalborgs bankende hjerte. Det føles nærmest hjemligt, når man træder ind af døren, og betjeningen er helt i top. Vi valgte otte retter efter kokkens valg. Konceptet “social dining” er enkelt, man deler maden og smagsoplevelserne, og det er smadder hyggeligt. Vi fik serveret otte vidt forskellige men alle veltilberedte og smukt anrettede portioner. Der var både fisk, kød, dumplings og en smelt-på-tungen-god sorbet til dessert. Selvom vi var blandt de sidste gæster, sad vi med en følelse af, at vi måtte blive lige så længe vi ville. Der blev kræset og hygget om os til sidste bid. Om lidt åbner Nam op i større lokaler lige ved siden af den nuværende restaurant. Jeg håber, de kan bevare den varme hulestemning og intimiteten midt i det pulserende byliv. Det må stå sin prøve.
Weekendlykke
En dejlig og tiltrængt weekend lakker mod enden. Den faldt på et tørt sted. Hoste og øm hals endte med at koste mig pusten det meste af vinterferien og ugen efter med. Så der skulle tages revanche. Det gjorde vi fredag aften med et brag af en koncert med The White Album, som vi først for nyligt har fået øjnene op for. De tåler bestemt et lyt, hvis I ikke allerede kender dem. Lørdag var torvedag og god musik på pladespilleren. I dag er det gråt i gråt, og Twin Peaks er på repeat. Jeg håber, I har nydt en dejlig weekend i eget tempo.