Hvordan kan en uge flyve afsted og samtidig føles årelang? Der er nok at se til, når man er ny på jobbet og starter en 1. klasse op. Samtidig har jeg i ugens løb smugpakket til #bloggerlopper i morgen. Nu skal bil-kabalen bare gå op. Alt skal pakkes systematisk, så der også bliver plads til mig. Jeg håber vi ses. Til en god handel eller bare en sludder. Se mere info her.
Nils Møller – Sæby porcelæn
I en charmerende baggård i Sæby ligger et gammelt bindingsværkshus. Det gør ikke meget væsen af sig. Før man træder indenfor. Ind i keramiker Nils Møllers værksted. Skåle, stager og vaser fanger øjet med deres fine faconer og farver. Formstøbt porcelæn med de smukkeste glaseringer pryder hylderne. En souvenirskål måtte med hjem. Resten kommer på ønskelisten.
Nomad Chair
Jeg tror på dansk design og iværksætteri. Det gjorde 49 andre også, og med vores bidrag via Kickstarter bliver denne stol snart en realitet. Nomad Chair er designet af Sebastian Jørgensen fra WE:DO:WOOD. Den er skabt ud fra en vision om, at design og bæredygtighed skal gå hånd i hånd. Stolen er en hyldest til og en moderne fortolkning af den ikoniske Safaristol af Kaare Klint. Jeg satser på at finde plads i stuen, og ellers kan den jo pakkes sammen i et snuptag. En gave fra mig til mig. En investering.