I lørdags fandt vi en lille perle. En af den slags man måske burde holde for sig selv, så den ikke bliver overrendt. Men jeg under folkene bag stedet al den succes, de kan hive i land, og jeg ønsker jer den samme gode oplevelse som vi fik. Hanstholm Madbar åbnede i maj 2016 og har haft rygende travlt siden. Det forstår man godt. Vesterhavet som baggrundstæppe, vinyl på afspilleren, gedigen mad på tallerknerne og en rar og rolig atmosfære. Vi havde ikke booket bord på forhånd men var heldige at kile os ind ved et højbord med udsigt til Vesterhavet fra ende til anden. Vi kunne have siddet der den halve dag og bare kigget, men blæsten og bølgerne trak os ud i det blå. Vi kommer snart igen.
Alvar Aalto
2. påskedag nåede vi lige akkurat at se Alvar Aalto udstillingen “Second Nature” på Kunsten, inden den lukkede ned for besøgende. Alvar Aalto har haft en enorm betydning for arkitektur og design, og han rammer noget i mit designdunkende hjerte. Det organiske, enkle og tidsløse. Jeg anede faktisk ikke, at han har så mange arkitektoniske perler på CV’et. Det var en stor oplevelse at se fotografier, modeller og gamle skitser. Kunsten er tegnet af netop Aalto, og bygningen i sig selv er en oplevelse at besøge. Når man først får øje for hans leg med lysindfald og små detaljer, kan man ikke lade være med at kigge både oppe, nede og rundt om hjørnerne. Vi endte med at købe årskort til museet og glæder os til at komme igen. Vi er blevet lovet foodtrucks og udendørs koncerter til sommer.
Nam – social dining
Sidste weekend havde vi spontant booket bord hos Nam på Vesterbro. Det var en forsinket fødselsdagsfejring for K. Bare os to. Nam slog dørene op i september sidste år men har allerede høstet mange rosende ord, så det har længe stået øverst på vores must-try-liste. Stedet er en lille lomme af god mad og ro midt i Aalborgs bankende hjerte. Det føles nærmest hjemligt, når man træder ind af døren, og betjeningen er helt i top. Vi valgte otte retter efter kokkens valg. Konceptet “social dining” er enkelt, man deler maden og smagsoplevelserne, og det er smadder hyggeligt. Vi fik serveret otte vidt forskellige men alle veltilberedte og smukt anrettede portioner. Der var både fisk, kød, dumplings og en smelt-på-tungen-god sorbet til dessert. Selvom vi var blandt de sidste gæster, sad vi med en følelse af, at vi måtte blive lige så længe vi ville. Der blev kræset og hygget om os til sidste bid. Om lidt åbner Nam op i større lokaler lige ved siden af den nuværende restaurant. Jeg håber, de kan bevare den varme hulestemning og intimiteten midt i det pulserende byliv. Det må stå sin prøve.