Man hører ofte folk sige, at det er en lille verden.Og der er altså noget om snakken. For da jeg i dag var taget på genbrugstogt i Klejtrup stødte jeg meget uventet på min veninde Ida, der tilsyneladende har hørt godt efter. Hun var nemlig også på skattejagt i provinsen 😉Jeg fandt dog ingenting i denne omgang. Sådan går det jo ofte, når man forventer at finde noget, så jeg tog med glæde imod Idas tip om en god genbrugs i Nørager tæt på Aars. Her var et rigtig fint og bredt udvalg. Jeg slæbte afsted med en fin gammel lysestage i porcelæn og nogle fine, mønstrede pudebetræk.
Lidt med i bagagen…
I dag var jeg til bagagerums-marked i Viborg. Det var som altid en fornøjelse, især fordi vejret var helt i top. Det var svært at holde pungen nede i tasken for der var mange ting, der gerne ville med mig hjem. Men jeg forsøger at beherske mig for tiden, så der røg kun et par enkelte retro skåle med hjem. Jeg faldt pladask for æbleskålen, som ifølge sælgeren stammer fra Tjekkiet. En orange, hjerteformet skål røg også med i bagagen. Jeg har allerede to i rød, så hvad gør én mere til samlingen? 😉
Feminin fredag…
Fredag stod i den grad i østrogenets tegn.Min veninde Ida og jeg havde nemlig planlagt en rigtig tøsetur til Randers efter arbejde. Årsagerne til at tage afsted var mange. Solskin, cafétur, shopping og forsinkede fødselsdagsgaver der skulle gives. Men én af grundene var også ønsket om at komme ind og se Line Juhl Hansens udstilling hos Galleri Margit Dørflinger. Det var en fornøjelse at se nogle af hendes flotte værker, og det kan kun anbefales at slå et smut forbi. Jeg snuppede et par gladiator-sandaler med hjem fra Bianco, der i øjeblikket har udsalg.Jeg synes farven er super cool, og så er de fantastisk behagelige at have på. Om aftenen grillede vi hos Ida i Aalborg, inden vi spændte drog afsted for at se Sex and the city 2.Mine forventninger til filmen var muligvis for høje fra start, men jeg var altså ikke synderligt imponeret.Jeg synes groft sagt der var lagt flere kræfter i outfits end i handling, og det er synd.Det bliver bare for pompøst til mig, når man rider på kamel i Dior og bærer paillethat på størrelse med Anholt i en flyver 😉Men det er bestemt en underholdende film med plads til både smil og grin, og er man fan af serien, ja så er man bare nødt til at se den – det skader i hvert fald ikke.