Det hjælper at lufte sine tanker herinde og ude i virkeligheden. Det er rart at vide, at man ikke er skør, når den store omvæltning føles både skræmmende og berusende. Jeg føler mig stadig lidt som en gæst, der er på ferie i et fremmed hjem. Men hvert et penselstrøg og hver en ting vi pakker ud hjælper alt sammen, og jeg bliver mere og mere tryg ved tanken om, at det her er vores hjem nu. I fredags hentede vi sushi, ignorerede rod og flyttekasser og faldt i søvn på sofaen med X Factor i baggrunden. Lørdag var arbejdsdag med familien, indtil vi kollapsede over køkkenbordet. Hånd i hånd med et par vinglas og det pynt der lå øverst i kassen. Trætte, krøllede men ret lykkelige.
Hverdagsliv
Tusind tak for jeres søde kommentarer forleden. Vi fik nøglerne til huset i søndags, men det er stadig ikke helt gået op for os, at vi faktisk skal bo der lige om lidt. Vi nåede alt det, vi havde sat os for. Et par skabe blev pillet ned, en halvmur blev væltet og alle tæpperne røg af. Nu tryller gulvmanden derude, og vi kan ikke gøre andet end at vente, til vi igen må rykke ind med knofedt og drømme i øjnene.
Kapløb
Der er tusind tråde, der skal samles, og ender der skal mødes i denne tid. Mange beslutninger skal tages og planer skal lægges, når man lige om lidt overtager et parcelhus. Vi prøver efter bedste evne at balancere både bolig og job samtidig, og det hele skal nok gå, men jeg glæder mig til snart at få nøglerne og være herre i eget hus.